Klokken slog 12.00, da de tre frivillige fra Mødrehjælpen Amager kunne slå dørene op til Glassalen i Kvarterhuset og påbegynde oppyntningen og borddækningen. En time senere ville dørene endnu en gang åbne sig, men denne gang var det 23 glade deltagere til årets påskefrokost, der ville komme ind.

Påskefrokost til familier, der har brug for lidt støtte

Det er tredje år i træk, at Mødrehjælpen Amager inviterer både enlige og sammenboende fædre, mødre, bedsteforældre og deres børn til påskefrokost på Mødrehjælpen Amagers regning. Påskefrokosten er ét af de mange aktiviteter, Mødrehjælpen Amager tilbyder familier, der er udfordret økonomisk i deres hverdag.

Da frokosten var indtaget, blev den overskydende mad pakket i mindre poser og gæsterne fik mulighed for at få maden med hjem. Men inden forældre og bedsteforældre vendte næsen hjemad sammen med deres børn, blev bordet dækket endnu en gang. Denne gang med glimmer, lim, fjer, karton, maling og æggebakker og Marie fra Maries Fabrik stod klar til at hjælpe de mange børn og forældre med at pynte deres æggebakker.

Christine, der både er frivillig i Aktivitetsudvalget samt tovholder for dagens arrangement, fortæller:

– Det har simpelthen igen i år været sådan en fornøjelse at afholde Påskefrokosten. Der har været så mange søde, dejlige og engagerede børn, forældre og bedsteforældre med. Uden deres engagement og interesse i at komme og deltage i Påskefrokosten, så var det blevet en meget stille frokost.

Hun fortsætter:

– Der har været børn i næsten alle aldre, fra 2 til 17 år. De store børn var i begyndelsen lidt afvisende, men da deres mødre fik presset lidt på, så endte det med at være dem, der sad ved bordet i længst tid. Det var bare så fantastisk, at de havde lyst til at være med. Alle børn legede sammen på kryds og tværs og hjalp hinanden – så alt i alt, så må jeg bare sige, at har været en fantastisk dag.

Ingen kvaler, Mødrehjælpen Amager betaler

Som traditionen forlyder, betaler Mødrehjælpen Amager for hele eftermiddagen. Det eneste de deltagende skal medbringe, er godt humør og deres tid. Pengene til betaling af arrangementet stammer fra salget i butikken på Amagerbrogade 22, som alle andre aktiviteter, Mødrehjælpen Amager tilbyder.

Aktiviteterne er skabt for at kunne give fædre og mødre en økonomisk hjælp i hverdagen og for at give forældrene og deres børn en god oplevelse – ganske gratis. Det er derfor på grund af kunderne, der handler i butikken, at Mødrehjælpen Amager har mulighed for at tilbyde disse aktiviteter.

Udover påskefrokosten er holder Mødrehjælpen Amager aktiviteter som julefrokost, konfirmationshjælp, Den Rullende Kagemand, idrætshjælp og den nyeste aktivitet, der bliver indviet søndag den 8. april – Historieklubben.

Ved vejs ende

Da klokken slog 16.00 var eftermiddagen nået til vejs ende. De mange deltagerne fik udover deres dekorerende æggebakker, malede fugle og flotte påskepynt også noget mad samt en såkaldt påske-krea-pose med hjem, så festen kunne fortsætte i hjemmet.

Fra Mødrehjælpen Amagers side skal der lyde en stor tak til de mange fremmødte, der var med til at gøre dagen så hyggelig og skøn, samt til de frivillige, der tog tid fra deres egen kalender og fik stablet dette arrangement på benene.

I nedenstående galleri er billederne fra dagen samlet: